Kulturfestivalen AarhuSomali i Musikhuset Aarhus den 27. maj har fået en del omtale ude i verden på somaliske hjemmesider, hvor der også bliver bragt billeder fra arrangementet. Med dette bliver Århus mange steder rundt om i verden ”branded” som en moderne storby med et mangfoldigt kulturliv.

Den somaliske kulturfestival i Musikhuset har ude i verden givet god omtale af Århus som en mangfoldig kulturby. Her ses pigegruppen 8210 optræde ved festivalen.
På den seriøse og kritiske hjemmeside SomaliTalk fremhæves det, at det er en af de første gange, hvor et etnisk samfund i Århus har holdt en så spektakulær kulturel fest.
Det omtales, at festivalen som et af sine mål havde, at introducere den somaliske kultur til det danske samfund, med den beundring og respekt det somaliske samfund har for Danmark og dets dejlige mennesker. Der fortælles endvidere, at kulturfestivalen gerne ville samle somalierne i Århus og arbejde imod, at dansk-somaliere udelukkes af samfundet. Det konkluderes, at målene blev opfyldt.
Der er desuden omtale af kulturfestivalens program, og der fortælles om nogle af de optrædende.
Hjemmesiden SomaliTalk har hjemsted i Minneapolis, Minnesota i USA, hvor der bor en del somaliere, hvoraf mange er veluddannede. SomaliTalk er en uafhængig, kritisk og seriøs nyhedsformidler, som beskæftiger sig med udviklingen i Somalia, med det somaliske samfund i USA og med somaliere rundt om i verden. Grundlaget er en indsats for fred og sameksistens i verden, og der skrives kritisk både om Al-Shabaab og om korruption i FN-systemet.
Den London-baserede somaliske sattelit-tv station, Universal TV, optog fra kulturfestivalen i Musikhuset. Tv-stationen sender senere et helt program fra begivenheden til millioner af seere over hele verden.
Link til omtalen på SomaliTalk: http://somalitalk.com/2010/05/31/shirweynhii-soomaaliyeed-ee-ka-dhacay-maalintii-khamiista-2705-2010-magaalada-2aad-ee-denmark-arhus/
Link til billedgalleri på SomaliTalk: http://picasaweb.google.com/somalitalk/Aarhus