Forsker: Behov for dialog med somalierne

25/5-2010

Hvis konferencen i Århus om radikalisering af somaliere bliver opfattet som stigmatiserende, så er der behov for dialog med somalierne. Det mener terrorisme-forskeren Michael Taarnby.

Der er behov for dialog mellem somalierne og det øvrige Århus, mener terrorisme-forsker
Michael Taarnby. Billedet er fra Somalisk Familieforening i Århus.

Han er en af hovedtalerne på konferencen ”Fra parallelsamfund til demokratisk medborgerskab”, som holdes i Århus den 27. maj. Konferencen handler om radikalisering blandt somaliere i Århus.

”Det er klart, at hvis mange somaliere opfatter konferencen som stigmatiserende, så er der behov for dialog med dem. Men sådan opfatter jeg nu ikke konferencen,” siger Michael Taarnby.

Hans forskning viser, at der er et reelt problem med unge somaliere, som bliver radikaliseret. Og han understreger, at det er vigtigt med en målrettet indsats imod disse problemer. Han ser det som en stor fejl, at man tidligere har behandlet de forskellige etniske grupper ens og har lavet programmer imod radikalisering uden at forstå, at der er store forskelle mellem grupperne.

Forskeren mener, at der senere kan blive behov for konferencer om radikalisering af unge fra andre grupper.

Marginalisering har betydning

Blandt mange somaliere i Århus ses konferencen den 27. maj som et udtryk for, at deres etniske gruppe bliver yderligere marginaliseret, mistænkeliggjort og generelt opfattet som et problem for det øvrige samfund.

Marginalisering er én blandt flere faktorer, som er
medvirkende til at udløse radikalisering, mener
Michael Taarnby. Billedet er fra Somalisk Familieforening i Århus.
 
 
 
Michael Taarnby mener, at marginalisering er én af de faktorer, som er medvirkende til at udløse radikalisering, men der er også andre vigtige faktorer, som religiøs påvirkning fra islam og personlige problemer.

”Disse faktorer kan spille sammen for et ungt menneske, der er let at påvirke. Især i europæisk sammenhæng er marginalisering et vigtigt element i forhold til radikalisering, mens dette ikke gør sig gældende i den muslimske verden,” siger Michael Taarnby.

Han mener, det er vigtigt med en samlet indsats på flere områder for at forebygge radikalisering. Det er ikke nok at fokusere på et enkelt element, som marginalisering eller radikalisering. Der skal en bred indsats til, men først og fremmest skal man identificere de vigtigste problemer. Det regner han med, at konferencen i Århus vil være medvirkende til.

Vigtigt at bygge bro til somalierne

Samme dag som konferencen holder 12 somaliske foreninger en somalisk kulturfestival AarhuSomali i samarbejde med Musikhuset Aarhus. Dette er af nogle blevet opfattet som en provokation og en aktion imod konferencen.

Sådan ser Michael Taarnby slet ikke på det. Han hilser det tværtimod velkomment, at somalierne blander sig aktivt i samfundslivet. Han ser det nemlig som en kæmpestor opgave at bygge bro mellem det somaliske miljø og resten af Århus.

”Det er da fint, at somalierne i Århus nu kommer frem og præsenterer deres kultur. Jo mere af den slags, jo bedre, således at der kan blive bygget bro mellem somalierne og det øvrige Århus,” siger Michael Taarnby.

Men han understreger, at kultur alene ikke løser alle problemer. Han mener, det er afgørende, at der samtidig tages hånd om radikalisering, arbejdsløshed og sprogproblemer blandt somalierne.


Forskeren Michael Taarnby hilser det velkomment,
at somalierne i Århus blander sig aktivt i
samfundslivet med en kulturfestival.
Billedet er fra Somalisk Familieforening i Århus.